Hvem

Jeg er en erfaren ledelsesrådgiver, organisations- og proceskonsulent, underviser og coach med mange års ledererfaring fra min ansættelse i statsadministrationen – de fleste af årene som administrationschef.

Min hverdag handler om relationer mellem mennesker i organisationer. Relationer som forudsætning for resultater.

Som tidligere administrationschef har jeg haft ansvar for en organisations indre linier, og jeg ved, hvor meget fokus på processen betyder for succes. Jeg har masser af erfaring med komplekse ledelses- og organisationsudviklingsopgaver som for eksempel fusion og forandring af organisationer og kulturer. Jeg medbringer – ofte dyrekøbte, men vældig nyttige  - erfaringer, både som medansvarlig for processerne og som påvirket af dem.

I 2005 startede jeg selvstændig konsulentvirksomhed. Jeg havde lyst til selv at være mere ude på banen, at bruge mig selv, min viden, mine holdninger og ikke mindst erfaringer i den direkte dialog mellem ledere og medarbejdere. Det, som for mig er den vigtigste bit på en arbejdsplads – relationen mellem de enkelte mennesker. At arbejde med ledelse, samarbejde og udvikling er vigtigt, det er sjovt og det slutter aldrig.

Det lyder som en kliche, men alligevel skal det siges: Ledelse gør virkelig en forskel. God ledelse handler ikke mindst om lederens vilje til at reflektere over sig selv og sin ledelsespraksis. 

I virkeligheden burde det jo ikke være særligt indviklet – god ledelse går dybest set ud på at behandle andre sådan, som man gerne selv vil behandles. Det handler om at huske, at mangfoldighed faktisk betyder, at vi er forskellige. Og sidst, men ikke mindst, så handler det om at være tro mod sig selv.

Ofte lykkes det os at etablere ufrugtbare samarbejdskulturer, hvor stress gror vildtvoksende og både ledere og medarbejdere savner arbejdsglæde, men det er ikke en naturlov, at det skal være sådan. Forandring er mulig, hvis man vil. Det handler ikke mindst om at blive bedre til at fokusere på de ting, der virker, og skrue ned for trangen til at finde fejl og pålægge skyld.

CV